SERVICE OG VEDLIGEHOLD

- Trailer eftersyn

Et servicetjek er ikke kun noget, du får udført på din bil. Det er lige så vigtigt at få tjekket din trailer, for den har jo også både elsystem, lygter, hjullejer, bremsesystem osv. Selvom du ikke bruger din trailer så ofte, vil forskellige fejl og skader alligevel kunne opstå, og det sker uanset om du har købt en billig eller en dyr trailer. Tænk f.eks. bare på tilirrede el-forbindelser, rust diverse steder, dæk som bliver møre og bremser som hænger. Det vigtigste er din sikkerhed i trafikken – også når du har traileren bagpå.

Der er mange små ting, du selv kan holde øje/kontrollere med i forhold til din trailer, men der vil også være ting, som du bør lade et autoriseret Brenderup serviceværksted efterse for dig som f.eks. reparation af bremsesystem og udskiftning af hjullejere.

 

Et Servicetjek hos Kondal opdeles for overskuelighedens skyld i henholdsvis

  • Ubremsede trailere
  • Bremsede trailere

Ud over disse to kategorier af trailere kan der være visse kontrol-procedurer for specielle trailertyper som f.eks. trailer med tip og materieltransportere mm. I skemaerne på denne side kan du se, hvor der bør gennemføres og hvornår, og er du i tvivl, er du altid velkommen til at kontakte os og høre nærmere.

 

Vedligeholdelse og justering af bremser

Bremserne på din trailer kræver jævnligt vedligeholdelse og justering. vi råder altid til, at reparation og justering af bremser kun foretages af fagfolk, der ved, hvad de har med at gøre. Dine bremser på din trailer er særdeles vigtig i forhold til din egen og andres sikkerhed i trafikken.

En justering eller kontrol af bremserne på din trailer foretages på følgende måde
Adgang til sikringsmøtrikken fås ved at afmontere navkapslen. Sikringsmøtrikken afmonteres. Herefter afmonteres bremsetromlen, og vi har nu adgang til bremsebakker, fjedre, justerbolte m.v. Når den indvendige inspektion og eventuel afrensning og smøring er gennemført, er det meget vigtigt, IKKE at genanvende den yderste navmøtrik men at erstatte denne af en ny, original møtrik og fastspænde med en momentnøgle.

Tilspændingsmomentet for navmøtrikken er 28-30 kgm.

Justering
Justeringen foretages fra bagsiden gennem et hul i ankerpladen. Belægningssliddet udlignes ved at justere bremsebakkerne. Løft traileren, så hjulene er frie. Løsn håndbremsen og stram derefter på justeringsmøtrikken i hjulbremsen, så bremsebakken ligger helt an mod bremsetromlen. Bremsen skal føles som om “den hænger”. Herefter Løsnes justeringsmøtrikken 7-9 hak, så bremsetromlen går/drejer frit. Kuglemøtrikken på bremsestangen justeres derefter, så der er ca. 45mm. spil/frigang i påløbet.

Vi anbefaler, at et bremseeftersyn og justering foretages for hver 10.000 km eller minimum en gang om året, -alt efter hvad der kommer først.

Hjullejer
De fleste trailere er i dag udstyret med vedligeholdelsesfrie lejer, som fra fabrikken er smurt med den rigtige fedtmængde. Det er derfor ikke længere nødvendigt at kontrollere lejets fedtmængde, dog er der visse undtagelser afhængig af hvilken akseltype traileren er udstyret med.

Spørg altid din forhandler til råds. Hvis lejet bliver beskadiget, skal hele bremsetromlen udskiftes, da lejet er integreret i bremsetromlen.

Sporing (hjulvinkler)
Kontrol af hjulvinkler og sporing bør kun gøres, hvis der opstår unormalt dækslid. Kun enkelte akseltyper er konstrueret med henblik på justering.

 

Pleje af sidematerialer

Træ- / Finérsider
Til Brenderup trailere med finérsider er der anvendt førsteklasses vandfast finér, som er fenolbehandlet og dermed næsten vedligeholdelsesfrit. Efter nogen tid kan finéren dog blive lidt mat. Den bedste måde at få glansen frem igen, er ved at tilføre træet syrefri olie eller en blanding af rå linolie og terpentin i forholdet 1:1. Olien påføres træet i rigelig mængde, og efter ca. 15 min aftørres den overskydende olie med en tør klud.

Serie 2000 trailere og hestetrailere er udstyret med en ny type finér, der er belagt med ppl-film, som er vand- og smudsafvisende. Denne type finer er normalt ikke vandsugende og kræver ingen speciel vedligeholdelse.

Aluminiumsider
Aluminiumsiderne kræver næsten ingen vedligeholdelse. Undgå rengøring med stærkt alkaliske rengøringsmidler, da disse reagerer kemisk med aluminium. Den flotte finish bevares bedst ved anvendelse af autovoks.

Galvaniserede stålsider
Galvaniserede dele har brug for at blive ‘iltet’, inden galvaniseringen er en effektiv rustbeskyttelse. Galvaniseringen er først helt effektiv og afsluttet, når metallet er blevet mat.

Trailerens el-system
Husk altid at kontrollere lyset på din trailer. Det er naturligvis vigtigt for trafiksikkerheden, at lys og lygter på din trailer fungerer, som det skal, når traileren er koblet på bilen.

Husk altid at kontrollere, at alt lys virker på din trailer, inden du kører afsted. Få eventuelt hjælp fra en medpassager til at se, om lamperne lyser, når du træder på bremsen osv. Prøv også gerne flere funktioner samtidig (f. eks. blinklys og stoplys). Dette vil eventuelt afsløre, om der er dårlig stelforbindelse i trailerens el-system.

Husk også at du endelig IKKE må trække i kablet, når du kobler fra, men altid skal tage fat i stikket. Har du alligevel været uheldig, er der hjælp at hente nedenfor.

 

7 polet stik på en Brenderup trailer

Sådan her er ledningerne forbundet i det 7-polede stik på en Brenderup trailer:

 

13-polet stik på en Brenderup trailer

Sådan her er ledningerne forbundet i det 13-polede stik på en trailer:

 

Hjul, dæk og dæktryk

Husk altid at kontrollere dæktryk på din trailer, før du læsser og kører.

Hvis du kun bruger din trailer et par gange om året, er det ekstra vigtigt, at du kontrollerer dæktrykket på din trailer, før du kører afsted, således dækkene ikke slides for hurtigt, og så du ikke sætter din sikkerhed på spil i trafikken.
I tabellen herunder finder du det rigtig dæktryk for den dækstørrelse, som din trailer er monteret med. Hvis din trailer skal opbevares på ubestemt eller i længere tid, anbefaler vi altid, at traileren “klodses op”. Det vil sikre, at du ikke får “bulede” dæk. Hjulboltenes tilspændingsmoment bør være 110-120 Nm. (11-12 kgm)

Loader

Loader